Sidst opdateret d. 24-04-2011: Nyheder

Hobbytrade CU

Et mesterværk fra Hobbytrade. CU-serien (og CM-serien) af personvogne fra Hobbytrade er noget af det bedste jeg har set på modelbaner nogensinde. De er simpelthen så flotte.

CU 4148 er fra den, i skrivende stund, nyeste serie af CU-vogne, hvor beklædningen er af imiteret teaktræ. Hobbytrade må have lakeret vognen med forskellige farvenuancer, for der er en del spil i vognens farve. Den er med andre ord ikke bare brun.

Endeperronerne på CU-vognen er meget detaljerede. Lågerne og sikkerhedshegnet er fint udført og efterlader en med en illusion af en rigtig vogn. Der er ikke sparet nogen steder.

Trykkene på vognen er fejlfri. Literingen går fint ned i rillerne i vognsiden, uden at gå i stykker, og de fine påskrifter på undervognen er ligeledes tydelige.

Køreegenskaberne er rigtigt fine. Hvis man kører treskinnedrift på Märklin-spr skal man gøre sig selv den tjeneste at bede om AC-hjul til modellerne. Så undgår man ballade i sporskifterne, hvor DC-hjulene ellers rammer imod hjertestykket med et hørbart klonk. Uskønt - men hjulene ombyttes gratis ved forhandleren, så der er ingen ko på isen.

Det virker som om kortkoblingskullisen er en smule fejljusteret. Med kortkobling (Märklins, Rocos) kobler vognene så tæt sammen at pufferne bliver viklet ind i hinanden og vognene afsporer i f.eks. R2-kurver. Sådan nogle kurver har de fleste af os vel. Det er nu synd når vognen ellers er så flot. F.eks. CM-vognene fra Hobbytrade kører fejlfrit med kortkoblinger, så Hobbytrade ellers godt hvordan man gør.

Løsningen, for mig der benytter Rocos kortkoblinger, er at bruge Rocos 40287 kortkoblinger, der er en lille smule længere end en standardkortkobling. Det giver det frirum mellem pufferne vognen har brug for.

Et skår i glæden, jovist, men helhedsindtrykket af vognen kan beskrives i ét ord: Perfekt.

Tilbage til oversigten