Sidst opdateret d. 24-04-2011: Nyheder

Hobbytrade Sukkervogn U

Købt i starten af juni 2008 i Kystbanen. Vognene var landet på markedet umiddelbart før denne dato. Jeg besluttede mig for at købe alle seks numre, så jeg kunne lave et lille bloktog, trukket af min Togmodelle Mh og muligvis senere en Hobbytrade Mt.

Umiddelbart er vognen ganske lille, så jeg var en smule forbeholden overfor den vejledende pris på 298,- kr. pr. stk. Det virker lidt højt når man kigger på hvad man kan få for 300 kr. fra andre producenter. Vognen er på den anden side nydelig, gennemarbejdet og velfungerende, så dankortet kom op fra lommen.

Visuelt er vognen meget gennemarbejdet. Gennembrudt undervogn, mange detaljer på beholderen og skarpe tryk og detaljer som vi er blevet forvent med, når Hobbytrade sender et produkt på markedet. En lidt spøjs ting er at pufferne har metalglans. Jeg tænker, at man måske burde male dem sorte. At de ligefrem skinner er nok ikke forekommet så ofte ude i den virkelige verden. Flangerne på hjulene er meget små og det efterlader et godt indtryk.

Teknisk skal Hobbytrade have point for at lave pufferne af metal. Jeg har en del Q-vogne fra selvsamme producent, hvor pufferne er bøjede efter mange timers kørsel. Jeg forventer ikke den slags problemer med metalpufferne.

Positivt er det ligeledes at Hobbytrade har valgt at lave AC-hjul til vognen, som man kan få monteret uden beregning. De fabriksmonterede hjul skaber lidt ravage i hjertestykket på Märklins sporskiftere, men der findes altså en kur. Her kunne andre danske producenter (evt. nogle producenter med hjemsted på midtfyn) lære noget.

Et massivt problem jeg stødte ind i, var da jeg forsøgte at skifte til Rocos kortkoblinger. Om der er en støbefejl et sted skal jeg ikke kunne sige, men det var ufatteligt svært at få koblingen på plads i koblingsholderen. Det var nemt at få den fabriksmonterede kobling ud, men at få den nye ind var en kamp. Så stor en kamp at jeg fik flået fjederen af, der holder koblingskulissen. At få den fjeder på igen var ligeledes en kamp, der krævede jeg skilte hele vognen ad. Nu ved jeg da i det mindste hvordan sådan en vogn er sat sammen...

Køreteknisk er vognen helt fin. Jeg har sendt den igennem de mest umulige sporkombinationer. Der var ikke noget brok nogen steder.

Vognen kan anbefales.

Tilbage til oversigten