Nyanskaffelser
Jeg var en smuttur i Kystbanen i går. Med hjem kom en Roco 66345 fladvogn. Vognen røg aldeles omgående op på loftet, men lasten af hø er blevet sat på en af Roco DSB KS vogne.

Desuden fik jeg nogle vogne fra Heljan, som jeg forbereder en mindre anmeldelse af. Mere om dem i et senere indlæg.
I går modtog jeg ligeledes nogle af Hobbytrades CM-vogne i teaktræs-farve, som manglede i samlingen og bag min T-maskine.

Det var Hobbykælderen, der havde vognene på lager.

Mere maling
Det er en sløv måned for opdateringer på denne side. Jeg har travlt på arbejdet, men jeg har ikke helt glemt min hobby. Jeg har malet lidt mere på et par af mine modeller.
Første offer er en af Rocos Ks-vogne, som jeg har så mange af på banen. Ks-vognene er rigtigt fine, om end en lille smule neutrale. Det er det lidt kedelige, farveneutrale udtryk, malingen har til opgave at bryde.
Jeg fandt et billede af en af de rigtigt vogne på den udmærkede side godsvogne.dk. Som det kan ses, er der mange steder på vognen lidt rødlige pletter, der bryder den brune bemaling. Desuden ser undervognen ud til at være mørkere af skidt en selve vognsiden. Det gik min airbrush og jeg i gang med at efterligne.


Som det kan ses, kunne jeg godt have brugt en endnu mere rød farve til at spot-male vognsiderne, men det kan jeg prøve næste gang. Der er kommet fedt på pufferne, en mørkere undervogn og lidt orange farve på de små håndtag i hjørnerne af vognen.
Næste vogn i rampelyset af er en Roco Ics kølevogn. Jeg er begyndt at give mange af mine hvide vogne lidt kærlig bemaling, da de fra fabrikkens side nærmest skinner. Den lyse farve skiller sig meget ud i en ellers brun vognstamme. Jeg fandt et billede af vognen på jernbanen.dk. Jeg gik efter en mellemting mellem det første og det andet billede af vognen.


Vognen har fået lidt skidt og støv på undervognen og taget, fået malet dørene, hængsler og håndtag op med mørk farve samt fået fedt på pufferne. I øvrigt har jeg malet trinene op til døren i vognsiden sorte. De var hvide fra starten af.