MO-video
På trods af vintermørket blev det alligevel til en video af Heljan MO med LokSound-dekoder. Filmen findes i video-sektionen.

MO med lyd
Når jeg siger "MO i model" tænker de fleste nok på Heljans model. En meget fin model. Desværre fik jeg en mandagsmodel, der kørte som en punkteret pølsevogn. Det var der jo heldigvis råd for.
Min MO har nu længe kørt fint rundt med en af Heljans CPS-vogne (der i parantes bemærket bliver skiftet ud med en CLS fra Hobbytrade når de rammer markedet), og nydeligt ser det ud. Desværre var der ikke monteret nogen lyd i maskinen, simpelthen fordi en MO-lyd ikke eksisterede da jeg købte maskinen og fik den bygget om. Der er der nu blevet lavet om på, idet ESU har lavet en LokSound v3.5 dekoder med 16 Mbit hukommelse med MO-lyd. Det skulle jo prøves.

Dekoderen kommer i ESUs standardæske med dekoderen viklet ind i krympeflex, en 23 mm højttaler og et resonanskammer. Dertil kommer det almindelige 8-pins NEM-stik. Det er som vi kender det. Fordi der er NEM-stik er monteringen ligetil. Ud med LokPilot-dekoderen (ikke standardsekoderen i en Heljan MO, den er blevet monteret senere) og ind med den nye LokSound. Det er som at sætte et stik i en stikkontakt.
Det tog lidt tid at finde ud af hvor højttaleren skulle monteres. Den fylder jo trods alt en smule, men jeg fandt ud af at hvis man fjernede noget af indretningen i bagageafdelingen (en enkelt plastikvæg. Den er lige til at hive ud uden brug af værktøj) af MO'eren var der plads til højttaleren der, lige ved siden af NEM-stikket og akslen fra motoren, der driver hjulene. For at undgå at resonanskammeret/højttaleren rent faktisk ramte ind i motorakslen gik jeg i Silvan og købte noget dobbeltklæbende tape, som officielt bruges til at hænge spejle op med. Denne tape er ca. 1 mm tyk. Et lille stykke tape på hver side af motorakslen og så kan højttaleren klistres fast på disse. Den tykke tape gør, at højttaleren løftes væk fra farezonen. Derefter at det blot at spørgsmål om at fnde plads til selve dekoderen. Jeg valgte at tape den fast oven på printet, der løber i hele MO'erens længde. På med overdelen og du er kørende, med lyd, lys og det hele.
Jeg brugte så også lidt tid med min LokProgrammer for at indstille accelleration og maksimalhastighed, for som standard er indstillingerne i dekoderen ikke meget værd. Desuden rodede jeg lidt med køretrinene, mappede funktionerne lidt anderledes og skruede lidt ned for lyset. Du kan downloade den kørefil jeg bruger her: Kørefil til MO med LS 3.5, 16 Mbit. Højreklik på linket og vælg "Gem destination som..." (eller hvad din browser kalder det) da i hvert fald Internet Explorer opfatter filen som XML...

Undervognsbygning
Jeg har tidligere omtalt Märklins kunstnervogn. En lidt spøjs model, der vist nok har rod i en virkelig vogn. Jeg har aldrig set billeder af den rigtige vogn, så jeg er faktisk lidt i tvivl om modellen har et forbillede, men det er ikke det, der er emnet for denne skrivelse.

Sagen er, at vognen er født uden mulighed for at skifte koblinger, så hvis man ikke kører med koblinger der er kompatible med Märklins kortkoblinger er man på den. Jeg kører med Rocos kortkoblinger, der ingenlunde virker sammen med Märklins kortkoblinger.
Der er vist tre løsninger.
1. Lad være med at gøre noget ved det, men skift simpelthen til Märklin-kortkoblinger på de vogne som kunstnervognen skal koble med. Hvis man, som mig, skifter en del i vognstammerne kan det dog hurtigt blive en kedelig affære.
2. Brug Symoba-kortkoblingskulisser. Det kræver en del banken, skæren og fintuning, men skulle vist nok kunne lade sig gøre.
3. Skift hele undervognen til en nyere udgave med mulighed for at skifte koblinger. Det viser sig, at kunstnervognen er bygget ud fra standardvogntype, som er lige til at skifte undervogn på. Fordelen er, at det tager ca. 2 minutter at skifte og resultatet bliver glimrende.
Jeg valgte fremgangsmåde nummer tre. En hurtig e-mail til Hobbykælderen og en ny undervogn var bestilt. Prisen lød på begrænsede 44,- kr.
I dag kom undervognen så. Fra den originale kunstnervogn tager man overdelen og klipser af. Helt enkelt. Derefter redder man lige hjulene og resten ryger i reservedelskassen.
På den nye undervogn monterer man puffere, koblingskullise og en lille fjeder til at rette koblingerne ud. En vægtplade lægges i vognen, overdelen klipses på den nye undervogn og ens fortrukne koblinger monteres. Keine hexerei og så videre.
Opdateret d. 21.12.2006
Lars Maltesen beretter til spørgsmålet om kunstervognen har eksisteret i virkeligheden at: "Det har den. Det er en litra Gs fra DSB. Denne godsvogn som stammer fra en af kunstaktiviteterne i 1983 "KUNST I BYEN" hvor DSB og Københavns City Center lod kunstneren Albert Mertz udsmykke en af disse Gs vogne. Vognen eksisterer ikke længere, så derfor er det en særlig glæde at märklin præsenterede denne vogn i 1992 iøvrigt sammen med My 1101 dette år.
Tak til Lars for informationen.

Lydsammenligning
Jeg fik på et tidspunkt tilsendt en e-mail, om jeg ikke kunne lægge en sammenligning af Märklins MY-lyd og Peer fra Hobbykælderens MY-lyd herud på nettet. Det har jeg gjort nu. Du kan finde filmen i video-sektionen.
Jeg finder afgjort at Hobbykælderens lyd er mere korrekt og dynamisk, men tag selv stilling.

Hobbykælder-indkøb
Så har jeg igen fået en kasse med godbidder fra Hobbykælderen. Godbidder i form af et MR/MRD togsæt fra Lima, et nyombygget Märklin MK 625 rangerlokomotiv, en nydelig Electrotren Maersk-vogn og en masse flotte Maerskcontainere.
Hvis vi starter fra en ende af, så har jeg nu endelig fået fingre i en Lima MR/MRD. Modellen er uhyggeligt velkørende som tingene jo er fra Peers hånd og har fået tilføjet en masse fine ting, som modellen ikke har fra fødslen af. Jeg nævner i flæng: Forbedret strømoptag, retningsbestemt lysskifte, rødt slutlys fra lysdioder og en velkonfigureret LokSound-dekoder. Absolut en model jeg er glad for. Se også modellens egen, lille side.

Min Märklin rangermaskine er blevet bygget om med en ny motor og en LokPilot 3.0. Den kører silkeblødt som Märklins maskiner med en fempolet motor nu engang gør. Desuden er det jo blevet sådan at man kan tænde og slukke blinkslyst og kørelyset efter behov, som man ikke havde mulighed for med den oprindelige delta-dekoder. Maskinen holder til omkring min drejeskive, hvor den lystigt triller rundt og oprangerer togstammer.
Til sidst fik jeg en masse Maersk-containere og en Maerskvogn fra Electrotren. Den ikke særlige hemmelige plan var naturligvis at bygge en Maersktog sammen med et par andre Maerskvogne jeg har, bl.a. dem fra Märklin. Det krævede en tur til Kystbanen efter nogle flere Roco DSB fladvogne til de mange containere, men det var naturligvis heller ikke var noget problem. Nu har jeg så fået mit Maersk-tog. MY 1124 slæber rundt på 12 vogne fyldt med Maerskcontainere. Nydeligt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg har skudt en video med toget, som kan findes i videosektionen.



Reklame
Som I måske har bemærket har jeg sat en reklame for Kystbanen ind i toppen af denne side. Butikken ligger i Hellerup, København og jeg vil så absolut anbefale et besøg i denne butik. Flinke folk, gode priser og stort udvalg.

Videoer
Jeg har lagt tre nye videoer op. De er anelse mørke i det, som så meget andet er i denne vintertid, men hvis du skruer lidt op for lysstyrken skulle de være fine nok.
Videoerne viser mit kultog, Maersktog og det passagertog jeg tidligere har udtryk tilfredshed med.

Indkøbt via QXL
Jeg har været ganske aktiv på QXL i denne uge. Tre gange har jeg fået det sidste bud ind og jeg har fået fire flotte, danske, godsvogne ud af mine anstrengelser og penge.

Faktisk har jeg haft denne Märklin-producerede godsvogn i min samling før. Jeg besluttede mig på et tidspunkt for at skille mig af med den, da jeg ikke kunne montere Rocos kortkoblinger på modellen. Derfor kunne vognen ikke koble med alle mine andre vogne og derfor røg den til salg. Sidst jeg var i Hobbykælderen fik jeg dog et fif. Det skulle vist nok være muligt at udskifte hele undervognen til en nyere version, hvor der er mulighed for Rocos kortkoblinger. Så nu er vognen tilbage i folden, hvor der skal udføres eksperimenter på den intetanende model.

Jeg fandt denne Klein Hims-godsvogn til salg sammen med en af sine tvillingesøstre. To flotte godvogne til 210 kroner? Det kunne jeg ikke stå for. Jeg tror dog jeg skal have skiftet hjulene på modellerne, da de vist ikke er bygget til Märklin-spor. De kører i hvert fald ikke så godt og der springer en gnist ind imellem. En hurtigt hjulskifte og så skulle jeg være på højde med situationen.

Ja tak! Endnu en af Rocos flotte vekselladsvogne til samlingen. Jeg mangler dog stadig et par stykker før samlingen er komplet: DFDS transport, Danske fragtmænd, Lauritzen og Skandi. Hvis du vil af med en af disse vogne så modtager jeg gerne et besked herom.
En af de nærmeste, kommende dage: Indlæg om nyindkøbte ting i Hobbykælderen.