Første billede
Hermed det første "rigtige" billede fra mit diorama. Det ville være løgn i min mund at kalde dioramaet færdigt, men det begynder da at ligne noget.

Tryk for en større udgave.

Foto-diorama
Jeg har altid være mere til den tekniske del af modeltog end den kreative side. Motorer, ledninger, dekodere og elektricitet har jeg altid prioriteret højere end græsmåtter, landskaber, træer og ballast. Jeg har nu besluttet mig for at kaste mig ud i noget landskabsbygning efter at have set de flotte billeder fra Märklinfan, Modelbanen og Occam. Landskabet gør, som jeg egenligt godt vidste, en stor forskel på hvordan ens billeder tager sig ud.
Jeg har derfor besluttet mig for at bygge et lille fotodiorama, som jeg kan placere mit rullende matriel på når jeg tager billeder til denne hjemmeside.
De overordnede tanker er:
- Et simpelt diorama da jeg er førstegangsbyggende og ikke vil knække nakken på projektet
- Et pænt grønt landskab med træer
- Noget ret småt, som ikke er for uhåndterligt.
Ud fra disse overordnede mål fik jeg disse konkrete planer
- Et fladt landskab på en 900×400 mm krydsfinérplade
- Faller græsmåtte som underlag
- Dobbeltsporet strækning med to Märklin 2205 K-spor
- Sporballast med Hobbytrades ballast
- Hegn langs banen fra Epokemodeller
- Træer fra Noch
- Rustmaling fra Humbrol
For at anskaffe alle disse dele gik turen naturligvis til Kystbanen. De var leveringsdygtige i alle landskabsdelene så jeg kunne komme igang. På min arbejdsplads byttede jeg en gammel MDF-plade for et stykke krydsfiner og så gik jeg i gang.

Jeg besluttede ret hurtigt at sætte nogle fødder under pladen, så jeg evt. senere kunne trække ledninger under pladen. Et par runde træklodser fungerer her som ben.

Benene blev smurt ind i trælim og placeret 70 mm fra pladens kant. Jeg ville egenligt have skruet dem fast, men jeg kunne ikke finde nogle passende skruer. Trælimen alene fungerer dog også helt efter hensigten.

... og så kom der lige et par filtsko på for at undgå ridser og andre ubehagligheder når jeg flytter rundt på scenen.

To længer K-spor fra Märklin er klistret fast med dobbeltklæbende tape og den ene side af pladen er blevet beklædt med en Faller græsmåtte. Måtten er sat fast med trælim.

Der er kommet græs over det hele. Det trænede øje vil se nogle græs-lapninger på den højre side af af sporet. Der kom lidt for meget lim på for at holde ballasten. Derfor har jeg limet lidt Noch-græs ovenpå. Desuden er der jo kommet ballast på sporene. Den er fra Hobbytrade og er en blanding af deres fine brune og lysebrune ballast. Ballasten sidder fast efter at være oversprøjtet med en blanding af trælim, vand og en dråbe opvaskemiddel.
Så langt er jeg kommet indtil videre. Der mangler stadig træer, hegn, patinering af skinner og evt. ballast, men jeg er godt tilfreds med fremskridtene. Alting taget i betragtning er det første gang jeg prøver at bygge noget.

Skærver
De fleste der kører dansk modeltog kender sikkert til Rocos 66331 skærvevogn. Dem der har haft vognen i hånden vil sikkert give mig ret i at skærverne i vognen ser temmeligt plastikagtige ud. Det er lidt synd da vognen ellers er ganske nydelig.
I Kystbanen fandt jeg nogle skærver/ballast fra Hobbytrade og jeg købte et glas med hjem. Det kostede omkring en flad 20'er.

Med en lille skruetrækker lirkede jeg den eksisterende ballast fri fra vognen og smed den væk. Den skal alligevel ikke bruges længere.
For at spare eksperimenterede jeg med at fylde noget af rumfanget af vognen ud med papir og flamingo inden jeg hældte ballast i, men det fungerede ikke rigtigt for mig. Til sidst besluttede jeg mig simpelthen for at fylde vognen op med ballast. Så stor er vognen jo heller ikke.

For at undgå et større oprydningsarbejde ved en evt. afsporing besluttede jeg mig for at lime ballasten fast med en blanding af trælim, vand og et skvæt opvaskemiddel. Denne teknik er beskrevet flere steder, bl.a. hos Klaus D. Mikkelsen.

Personligt mener jeg vognen ser meget bedre ud med den hjemmelavede ballast. Den ser klart mere naturtro ud. Den øgede vægt gør desuden af vognen ligger bedre på sporet.

Nye vogne
En tur til Kystbanen i går resulterede i de nye teaktræsfarvede CM-vogne fra Hobbytrade. Der var vist kommet fire numre og jeg købte to af dem. Det er jo nogle dejlige, velkørende vogne.

På QXL har jeg også været aktiv for nylig. Jeg har købt Rocos VTG-tankvogn, der er udlejet til Superfos. Godt nok er litreringen tysk på vognen, men det danske Superfos islæt gør den til en vinder.


Gammel maskine i nye klæder
Min Roco MZ 1414 har været en tur ved maleren. Den har fået fint, nyt tøj på og har taget navneforandring til MZ 1419.

Malermesteren hedder Erling Møller Pedersen og han har gjort et rigtigt fint stykke arbejde. Overgangene mellem de forskellige farver er blevet skarpe og pæne og farverne er ramt rigtigt godt. Alle løsdelene og vinduerne er blevet monteret fra hans side, så det er simpelthen et spørgsmål om at smække overdelen på når man får den tilbage fra Erling. Dejligt nemt. Påskrifterne er helt så gode som dem man er vant til fra Roco eller Märklin. De er jo også hjemmelavede og det ligner såmænd bare at maskinen er lidt brugt og patineret.

Prisen for denne ommaling er 300 kroner. Meget billigt når man tænker på det flotte resultat. Modellen er naturligvis ikke med i prisen. Den må man selv komme med.