DSB traktor 1 fra Roco
I marts 2009 sendte Roco et nyt dansk lokomotiv på markedet. Det drejer sig om DSB rangertraktor 1. Den virkelige verdens rangertraktor 1 blev overtaget af tyskerne, da de trak sig tilbage i 1945 og var således oprindeligt en tysk rangermaskine af typen V36. Du kan læse lidt mere rangertraktoren på jernbanen.dk.

Modellen fra Roco er et godt eksempel på Rocos tekniske kunne. Treskinnemodellen kommer med træk på alle tre aksler og hæfteringe på en enkelt aksel. Rangertraktoren er lavet i metal, også overdelen, hvilket er usædvanligt for Roco. Det betyder modellen er vejer godt til og derfor står godt fast på sporet. Trækkraften er i top. Det er helt optimalt lavet af Roco.
Modellen er udstyret med kortkoblingskullise og NEM-skakt, så der frit kan vælges kobling. Der er monteret a-koblinger fra fabrikken, men Roco har lagt et par af deres kortkoblinger med i æsken.

Der er retningsbestemt lysskifte i modellen. Lyset stammer fra lysdioder. Farven på lyset er en anelse kølig, men det betyder intet i praksis. Det ser fint ud, især hvis sammenligner med Märklins model af rangertraktor 1. På Märklins model virker lyset stort set ikke.
Sætter man modellen på sporet og giver den maskimal hastighed går det meget hurtigt. Topfarten skal justeres i dekoderen, da gearingen er ikke helt i orden. Til gengæld kører motoren godt og stille. Igen kunne man sammenligne med Märklins motor, der knaser og piver ganske gevaldigt. Lydniveauet fra de to motorer ved drift tåler slet ikke sammenligning.
Strømoptaget virker meget stabilt. Jeg har kørt modellen gennem standardsporskiftere, slanke sporskiftere, englændere og skarpe kurver i krybehastighed, og ikke én gang er modellen kørt i stå. Det er meget fint, og som forventet fra Roco. Med tanke på Rocos model af ML 6 kunne man dog godt have været bekymret for køreegenskaberne på rangertraktor 1. ML 6 havde sine problemer og gik ofte i stå. Som nævnt har rangertraktor 1 slet ikke problemer i den retning. Det kører bare.

Digitaldekoderen er en OEM-udgave af ESUs LokPilot. Den har dog slet ikke samme muligheder som en ægte LokPilot. Det er f.eks. ikke muligt via ESUs LokProgrammer at ændre på hvilken knap på digitalcentralen, der der styrer hvilken funktion på modellen. Det er lidt synd. Vi vil altså have alle muligheder for pille i dekoderen og indstille den præcis som vi ønsker. Man kan jo smide en rigtig LokPilot i, men kunne der ikke have været det fra starten af?

Finishen på modellen er helt i orden, som vi efterhånden kender det fra Roco. Det er mange fine detaljer på på overdel og undervogn. Tryk på modellen, så som litranumre står helt skarpt. Det kan man ikke sætte en finger på. Som det så ofte før har været tilfældet med Roco skal man selv montere et par plastik-løsdele i modellen før den er helt færdig. Her skal lyde en stor ros til Roco. De kan finde ud af at lave løsdele der passer ind i modellen. Der er ikke noget mas med at få løsdelene på plads i modellen og omvendt sidder de så godt fast når de først er monteret, at man ikke er nervøs for om de nu skal falde af i igen. Alt dette uden brug af lim. Det fungerer kort sagt perfekt. Jeg har endnu ikke set en anden producent lave så velfungerende løsdele som Roco kan. Ved rangertraktor 1 drejer det sig om helt præcist tre slags løsdele man skal montere, før modellen er komplet. Det er absolut overkommeligt og kræver ikke brug af specialværktøj, selv om en pincet kan være god at have ved hånden.

Rocos model kostede mig 1248,- kr. i Kystbanen og kan stærkt anbefales. Det er en meget velfungerende maskine.

Patinering af Hbikks-tt
I forbindelse med et lille serviceprojekt på en Klein Hbikks-tt vogn besluttede jeg mig for at give den og dens kollega fra Electrotren en omgang patinering. Resultatet er herunder og kan forstørres.

Det er Electrotren forrest og Klein bagerst. Et lille tip til slut: Hvis du selv har lyst at patinere din Electrotren-vogn, så lad være med at skille den ad først. Det er virkelig en Storm P. konstruktion, der kræver blod, sved og tårer (og superlim) at sætte sammen igen.

Lidt nye vogne
Kystbanen holder otte års fødselsdag og har i den forbindelse udsalg. Jeg var forbi i dag med en lille gave og øjne på udkig efter tilbud. Jeg fik tre flotte Hobbytrade-vogne med hjem:
» SJ Om åben godsvogn.
» SJ H kølevogn.
» DSB Ucs Lumino.
