Lux rensevogne
Jeg vil lige slå lidt på tromme for rensevognene fra Lux. Systemet er udviklet til rengøring af sporene på modelbaneanlægget og består af en slibevogn samt en støvsuger.

Forrest sætter man slibevognen. Den har en sliberondel der kan sættes til at rotere med stor kraft for at fjerne skidtet fra skinnerne. Sliberondellen kan hæves og sænkes så presset på skinnerne varieres efter behov. Derefter kommer støvsugeren og suger alt det skidt og snavs op som er blevet frigjort efter slibevognen har været forbi. Faktisk utroligt enkelt, men særdeles effektivt. Som en af mine venner sagde efter at have lånt mine rensevogne: "Det er jo ligefrem så sporene skinner".

Rensevognene klarer den daglige rengøring uden man skal stå bøjet over anlægget med en polerklud. Jeg ville meget nødigt undvære mine vogne. Godt nok er prisen noget pebret, men gevinsten gør vognene alle pengene værd.
Vognene kan bl.a. købes hos:
... og sikkert flere andre steder. Mine vogne stammer fra Hobbykælderen og er udstyret med en LokPilot-dekoder for den dejlige, digitale styring.

Små ændringer
Jeg har opdateret sporplanen. Jeg har sneget et par ekstra små holdespor ind hist og her og jeg har fået konverteret et holdespor til et overhalingsspor.

Ny vogn
På QXL faldt jeg over en Roco DSB godsvogn med DFDS-containere. Den så mægtig fin ud, og den manglede i samlingen, så den har jeg købte jeg. Jeg har ikke lige set den i forretningerne.

EG ændringer
Efter et rekordhurtigt serviceeftersyn i Hobbykælderen er min EG nu på banen igen. Listen over ændringer er lang, bl.a. udskiftning og montering af aksler og hæfteringe, rensning og programmering af dekoder.
Nu kører den som den skal og jeg er endnu engang en tilfreds kunde.
I næsten samme åndedræt spurgte jeg Peer om han dog ikke kunne opstøve Limas Hbis-vogne med piano- og saksemotiv som jeg har let efter længe. Det kunne han sagtens. Han havde dem faktisk på lager sammen med en (for mig) ganske ukendt Danefrost-Hbis. De vogne har jeg nu fået lagt til side til mig.

Ny model
Jeg har købt mig et fint lille rangerlokomotiv. Nemlig Märklins MK 625. Hele historien kan læses på modellens minisite.


Min ombygning
Som jeg skrev lidt om for nylig har jeg købt mig en Heljan EG. Den skulle ombygges til Märklin digitaldrift fra analog DC-drift.
Det krævede et par indkøb, så jeg tog til Kystbanen, hvor jeg i øvrigt stødte ind i Occam. Hyggeligt. Der fik jeg fremskaffet en slæbesko og en LokSound 3.5 digitaldekoder. Operationen var sådan set ganske smertfri. Monter digitaldekoderen i lokomotivet, træk en ledning fra et printkort i modellen ned til slæbeskoen og byt rundt på et par ledninger i modellen. Så var maskinen klar til afgang i Märklin digitaldrift, meeen... Den kørte ikke helt godt. Der var især knas i sporskifterne, så afsted røg modellen til Peer. Han plejer at være god for en markant forbedring af Heljanmodellernes køreegenskaber.
Men hey, jeg fik faktisk modellen til at køre uden noget sprang i luften. Et nydeligt resultat af min første ombygning.